Oltrarno i Firenze

Oltrarno i Firenze

Firenzes sydlige centrum kaldes Oltrarno, der betyder ”på den anden side af Arno”, og det er præcis der, den ligger – syd for floden Arno. Området var tidligere det mindre velsete område af Firenze, hvor den lavere klasse boede. Men som det stadig ses, skal der bare én enkelt person med den rigtige baggrund til, for at gøre en bydel attraktiv, og det var præcis hvad der skete i 1550. På det tidspunkt flyttede Medici-storhertugerne deres hof til Oltrarno, og med ét blev det et mondænt kvarter, hvor de fornemme palazzi begyndte at skyde op. Det betød dog ikke, at kvarterets mange håndværkere blev fordrevet. Den dag i dag kan du se byens fine håndværk blive udført og opleve det ”ægte Firenze”.

Tags: Oltrarno

Museums Palazzo

Madonna med stolen i Palazzo Pitti i Firenze

Du bør ankomme til Oltrarno med stil, og hvad kan være mere stilfuldt end Ponte Vecchio? Ovre på Oltrarno-siden skal du fortsætte ligeud ad Via De’ Guicciardini, der fører dig ned til Piazza De’ Pitti og Palazzo Pitti. Dette storslåede palæ blev bygget i 1550’erne og var i ca. 300 år magtbase for Toscanas styre.

I dag er det omdannet til flere forskellige museer. Du kan opleve De Kongelige Gemakker, Galleria D’arte Moderna med kunst fra slutningen af 1700-tallet frem til starten af 1900-tallet, Museo Degli Argenti, der er Medici’ernes ”skattekammer” med udstilling af deres samling af yderst værdifulde genstande, og endelig Galleria Del Costume, hvor du kan opleve modens forandring fra 1700-tallet frem til 1920’erne, når du holder en billig ferie i Firenze.

Palatina galleriet

Palazzo Pritti’s mest berømte samling er nok kunstsamlingen i Palatina-galleriet. Her udstilles en enestående samling af kunst fra renæssancen og barokken, alle hængt op efter Medici-hertugernes ønske og smag med et meget virkningsfuldt resultat. Her kan du opleve omkring 1000 mesterværker af bl.a. Tizian, Botticelli, Caravaggio, Rubens og Raphael – ét af Raphaels mest berømte værker, ”Madonna med stolen” finder du bl.a. her. Palatina-galleriet er et must for alle dem, der blot har den mindste interesse for kunst, når de holder ferie i Firenze.

En park er en park er en have …

Statue i Boboli parken i Firenze

Intet palazzo uden en park, så selvfølgelig har Palazzo Pitti også en – og sikke én! Boboli-parken er en meget smukt anlagt renæssancehave af enorme proportioner. Den fungerer som både park, skulpturhave og udsigtspunkt, og indeholder desuden orangeri, amfiteater, lille ø med voldgrav og fontæner.

Boboli er et pragtfuldt sted at bruge nogle timer af en solskinsdag til bare at slentre rundt og nyde. Snup en kop kaffe i det lille kaffehus i parkens nordlige ende, hvorfra du har en fantastik udsigt over Firenze.

I den østlige ende af Boboli finder du endnu et af Palazzo Pittis museer, Porcelænsmuseet, og ved parkens udgang nær Palazzo Pitti kan du opleve La Grotta Grande (den store grotte). Her er tre kunstige grotter med skulpturer af bl.a. Baccio Bandinelli, Michelangelo og Vincenzo Rossi samt Fresker af Poccetti.

Tid til afveksling

Hvis du ikke har fået nok af museer endnu, kan du lige ved siden af Palazzo Pitti, i Via Romana 17, kigge indenfor på Museo ’La Specola’. Her finder du nogle spændende udstillinger om zoologi og anatomi på din Firenze rejse. Insekter, udstoppede dyr samt anatomiske (meget realistiske) 1700-tals voksfigurer og spændende sygdomme kan være en herlig afveksling fra al den kunst og skønhed, Firenze ellers byder på.

Santo Spirito

Santo Spirito i Firenze

Efter denne oplevelse kan det være rart med lidt Helligånd. Gå tilbage til Piazza di S. Felice og drej til venstre ad Via Mazzetta. Ca. 100 meter længere fremme når du til Piazza de Santo Spirito, hvor kirken af samme navn dominerer den nordlige ende med sin ufuldendte facade. Indenfor er Santo Spirito dog på ingen måde ufuldendt - tværtimod. Gå ind og nyd kirkens 38 sidealtre med fremragende renæssancemalerier og skulpturer. Under kirkens orgel kan du komme ud til en vestibule med et fantastisk kassetteloft, der fører videre til Santo Spiritos sakristi.

Mamma Mia!

Nyd maden på trattoria La Casalinga i Firenze

Har sulten meldt sig? Meget tæt på Santo Spirito finder du Via de’ Michelozzi, hvor du i nummer 9/r finder det hyggelige trattoria La Casalinga. Casalinga betyder husmor, og det er et yderst betegnende navn for dette sted. Mammas toscanske køkken i rigelige mængder og til en fornuftig pris. Velbekomme!

HD-Ready?

Fresker i Santa Maria del Carmine i Firenze

Efter et sådan måltid, er det vist bedst, hvis du bare slentrer lidt rundt og opsuger Otrarnos stemning. Men skulle din ”slå-mave-tur” bring dig i nærheden af Piazza del Carmine, bør du ikke snyde dig selv for en oplevelse af de mindeværdige. På pladsen ligger kirken Santa Maria del Carmine, og herinde finder du Brancacci-kapellet. Brancacci-kapellet er berømt for sine fresker om Skt. Peters liv. Gennem 12 paneler, er scener fra Skt. Peters liv gengivet af kunstnerne Masolino, Masaccio og Lippi. Et fantastisk værk, om end ikke helt HD-Ready, så i hvert fald i datidens svar på widescreen og Technicolour.

Så er du selv herre over, hvad resten af din dag skal bruges til. Men uanset hvad, så husk at holde masser af pauser til kaffe og gelato.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share